Jacqueline Ferring Strassmann er både hjernen og hjertet bag Viemoes Dressage & Wellness. Jacqueline er oprindeligt uddannet indenfor ledelse, salg og coaching og har i flere år fungeret som butikschef hos forskellige store brands i Danmark.
Jacqueline startede med at ride på den lokale rideskole, da hun var 5 år gammel. Som 11-årig fik hun sin første pony Marcus, som blev startet til nogle små klubstævner. Marcus blev senere skiftet ud med Red Firelight, som gik mange stævner i hele Danmark, dog uden den videre succes pga. tilbagevendende skader. Da Jacqueline fyldte 16 år, købte hun unghesten Meister e. Milan/Vemmetofte Rainman. Med hjælp fra bl.a. Rune Willum og Helge Kjelstrup uddannede og trænede Jacqueline Meister hele vejen til Grand Prix. I 2013, 2016 og 2017 red de DM for senior, hvorefter han blev pensioneret fra Grand Prix-niveau.
Jacqueline har derudover arbejdet hos HH Horses og andre store stalde, samt haft heste i ridning og undervist ved siden af sit almindelige arbejde.